23948sdkhjf

Købmænd: Stærke anbefalinger fra Vækstteam

24 anbefalinger til regeringen om fremtidssikring af handels- og logistikerhvervet

Vækstteamet for handel og logistik har netop afleveret 24 anbefalinger til regeringen om, hvordan handels- og logistikerhvervet bedst understøttes og fremtidssikres i en stigende digital verden, hvor forbrugs- og produktionsmønstre er under forandring.

Formand for De Samvirkende Købmænd, købmand Lisbeth Dalgaard, har været medlem af Vækstteamet og glæder sig over de mange forslag, der samtidig er en opfordring til regeringen om også at tage den fysiske detailhandels problemer alvorligt.

Det skriver De Samvirkende Købmænd i en pressemeddelelse. 

- Selv om mere og mere handel bliver digital, er der naturligvis fortsat brug for tusindvis af fysiske butikker. Betydningen af en lokal dagligvarebutik kan ikke overvurderes. Huspriserne tager helt konkret et dyk, hvis de lokale indkøbsmuligheder forsvinder. Vækstteamets anbefalinger om levende bymidter er derfor særdeles vigtig, siger Lisbeth Dalgaard.

Hun tilføjer, at kommunerne skal passe på med etablering af de såkaldte aflastningscentre: - Lokale butikker skal kunne investere i tillid til, at vigtige rammebetingelser ikke ændres med kort varsel.

En anden stor barriere for vækst i dansk detailhandel er høje afgifter.

- Danmark er det eneste vesteuropæiske land uden lav fødevaremoms. Vores punktafgifter på en lang række dagligvarer er et kapitel for sig selv. Samlet betyder det, at danske forbrugere handler for meget i udlandet, og udlændinge handler for lidt i Danmark, siger Lisbeth Dalgaard, der også fremhæver behovet for en løsning af den manglende opkrævning af pant i de tyske grænsehandelsbutikker.

- Ligesom i bl.a. Danmark og Sverige har også Tyskland pant på dåser med øl og sodavand. Panten opkræves bare ikke af grænsehandelsbutikkerne, selvom samtlige andre tyske butikker opkræver pant. Pant på dåserne vil i sig selv have betydning for væksten herhjemme, siger DSK's formand.

Vækstteamet blev nedsat af regeringen i foråret 2018.

- Vi har på regeringens foranledning konkretiseret mange barrierer for vækst i handel og logistik. Derfor håber jeg naturligvis også, at regeringen nu vil lytte til de mange anbefalinger. Hos DSK er vi i hvert fald klar til at være fødselshjælper for mange af de gode forslag, der nu er afleveret til regeringen, siger DSK's formand.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079